John Locke
Anden afhandling om styreformen
Oversættelse, indledning og noter ved Niels Henningsen
Omslagsillustration: stik af Locke og det engelske parlament
1996
176 sider
Kr. 190,00
LockeL
Oversat fra engelsk efter ’The Second Treatise of Government: An Essay Concerning the True Original, Extent, and End of Civil Government’ (1690) efter Peter Lasletts udgave fra 1960.og David Woottons fra 1993.

Det er den anden og afgørende af ‘To afhandlinger om styreformen’ fra 1690, vi her har med at gøre – den første var rettet mod den teokratiske idé om kongemagt indstiftet og givet ’af Guds nåde’, en magtlegitimering, der blandt enevældige fyrster længe havde været virkningsfuld, men i dag kun kendes fra visse islamiske regimer (og da i en lidt anden form). Det er den anden afhandling, der har interesse, for her formulerer Locke (1632-1704) de fornuftsprincipper, der ligger til grund for det borgerlige samfund og de demokratiske forfatninger – det repræsentative folkestyre – som efter Locke vandt udbredelse i Europa og den ’nye verden’, dvs. i Amerika, hvor uafhængighedserklæringen fra 1776 – som senere den franske menneskerettighedserklæring 1789 – bærer tydelige aftryk fra ’Anden afhandling’. Det er tankerne om individets værdighed og borgerlige-politiske ret – individet som borger med lighed for loven og i forhold til styret (valgret, valgbarhed osv.) – om ejendomsretten som grundlag for et borgersamfund og om magtens deling: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Bevares, det er Montesquieu, der eksplicit formulerer princippet om magtens tredeling, men den mere end ligger i kim hos Locke. Foruden respekten for ejendom som personligt gode og tanken om lighed er Locke eksponent for ideen om frihed som adelmærke for individet – fx trosfrihed, hvilket især kom til udtryk og under behandling i ’Et brev om tolerance’ (1689, se På vej).

”Lockes 2. afhandling er en af den moderne europæiske kulturs vigtigste skrifter. Den blotlægger og diskuterer folkestyrets principper samtidig med, at den med sit programmatiske fornuftsbegreb lægger en bombe under menneskets frihed. Således er intet enkelt her i verden. Men afhandlingen er en guldgrube af fundamentale problemstillinger og det sted, hvor vi for første gang kan læse de berømte ord: ’Folket skal dømme’ – The people shall be judge.” skrev Peter Wivel i WeekendAvisen.

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel