Immanuel Kant
Kritik af den praktiske fornuft
Oversat af Tom Bøgeskov

2011 (2. udg.)
163 sider
Kr. 250,00 i.m. (vejl.)






Oversat fra tysk efter 'Kritik der praktischen Vernunft' (1788) i Felix Meiners udgave fra 1974 ved Karl Vorländer. Den danske oversættelse udkom oprindelig på Hans Reitzels Forlag 2000, og nærværende udgave er et uændret optryk heraf.

I. Kants (1724-1804) såkaldt 'kritiske filosofi' fordeler sig på flere værker, men helt centralt står de tre kritikker: 'Kritik af den rene fornuft' (om erkendelsesproblemet), 'Kritik af den praktiske fornuft' (om det etisk-normative) og 'Kritik af dømmekraften' (om det æstetiske og teleologiske). Her handler det således om den 'praktiske filosofi', dvs. den vi - uden dog i det daglige at tænke nærmere over det - anvender til at styre/regulere vore handlinger, vor omgang med hinanden, det sociale, det retsmæssige, det politiske osv. Det samler sig om, hvad 'det gode' er - i modsætning til 'det onde' - og det afklares kun gennem en etik. En sådan lagde Kant grunden til i 'Grundlæggelse af sædernes metafysik' (1785; udgivet af Hans Reitzels Forlag)), og 'Kritik af den praktiske fornuft' (1788) er at betragte som den principielle overbygning til denne etik, mens det efterfølgende om 'Sædernes metafysik' (1797; findes ej på dansk) gav den praktiske aftapning heraf i form af retslære og dydslære. Etikkens omdrejningspunkt er det kategoriske imperativ: "Handl kun ifølge den maksime, ved hvilken du samtidig kan ville, at den bliver en almengyldig lov." - hvis praktiske form Kant angav således: "Handl således, at du altid tillige behandler menneskeheden, såvel i din egen person som i enhver anden person, som mål, aldrig blot som middel." Med disse hjørnesten begynder nærværende kritik, der bl.a. tematiserer vilkårene for den frie vilje.