Om forlaget


DET lille FORLAG er et énmandsforetagende, stiftet og drevet af forfatteren og filosoffen Peter Thielst. Etableret i april 1993 og klar med sine første 3 udgivelser den 24. september samme år. Hensigten har fra starten været at udgive filosofiske klassikere, gamle som nye, i gedigne danske oversættelser, så studerende og andet godtfolk kunne komme til kilderne på troværdig vis, uden sproglige forhindringer og med alle nødvendige realnoter. 
De filosofiske klassikere - fra Platon og Aristoteles til Foucault og Habermas - blev hurtigt suppleret med en række psykoanalytiske 'klassikere' (Freud, Winnicott, Kohut), men den linje er nu blot repræsenteret af John Bowlby. Praktisk kom udgivelserne således til at fordele sig på to serier: Redaktion Filosofi og Tidsel-serien - den første med omkring 120 titler på samvittigheden, den anden med præcis 20 i bagagen. I dag ligger den aktive backlist på omkring 40 titler, og der sættes ikke nye udgivelser i værk. DET lille FORLAG er dansk hovedudgiver af Aristoteles, Descartes, Kant, Mill, Nietzsche og Foucault.

Vi har her på hjemmesiden valgt at give vor backlist-oversigt en række underpunkter, som kan give overblik inden for bestemte perioder og større forfatterskaber. Dertil kommer - vist nok som noget særligt blandt danske forlag - en opdateret liste med de titler, der er udsolgt, og som man må til biblioteket eller antikvariater for at finde.

Da forlaget er et rent BACKLIST-FORLAG - forlag uden nyudgivelser - skal vi anmode om, at der IKKE fremsendes forslag/materiale med henblik på udgivelse; de besvares og returneres ikke. Forlaget har ingen ansatte og ingen praktikanter: undlad venligst ansøgninger herom.

TIL UNDERVISERE, der håber på et gratis lærereksemplar: spar jer ulejligheden, for vore udgivelser falder ikke som sådan ind under kategorien 'lærebøger' - det er klassiske og nyteoretiske værker. Institutionen må selv indkøbe til bibliotek og evt. undervisere.

BØGER KØBES hos boghandlerne, de fysiske og de netbaserede, men ikke hos forlaget, der alene producerer.

Forlaget kontaktes bedst pr. TELEFON, undertiden en mobil, som telefonsvareren da vil oplyse om (NB! undlad her såvel sms som voice-mail). Regn ikke med svar på mailen, hvor spørgsmål og forespørgsler kan klares pr. telefon (læses iøvrigt med meget spredte mellemrum).

Med venlig hilsen
Peter Thielst, forlægger  


ADRESSE: Hiort Lorenzens Gade 2, 1.tv. € DK-2200 København N € tlf. 3535 9078. € CVR 16803383.

 

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel