Habermas1L
Jürgen Habermas
Diskursetik. Notitser til et begrundelsesprogram
Oversat af Henning Vangsgaard, indledning ved Jens Glebe-Møller
Omslagsillustration: gouache af Egon Schiele
1996, 3. oplag 2003
112 sider
Kr. 180,00
foto9
Oversat fra tysk efter afhandlingen ’Diskursethik. Notizen zu einem Begruündungsprogramm’, der indgår i ’Moralbewusstsein und kommunikatives Handeln’ (1983). Senere udkom – efter en omfattende faglig debat – ’Erläuterungen zur Diskursethik’ (1991), men det skrift er ikke oversat til dansk.

Problemet for en filosofisk, verdslig etik, der ikke kan trække en højere begrundelse ned fra gudernes verden, er, hvorledes man knæsætter et ’bør’ – en forskrift, en grundværdi for handlinger – ud fra iagttagelser og beskriver, dvs. ud fra en række tilfælde af ’er’. Hvordan løfte sig fra det deskriptive lag i sproget til det normative uden allerede at forudsætte en værdi, der således ikke begrundes? Habermas (f. 1929) er sig denne vanskelighed bevidst, og derfor vil han ikke opbygge en ny, spekulativ etik, men indkredse et princip for etisk handlen, som i en oplyst, rationel verden kan vinde tilslutning: dens værdi består i dens almene anerkendelse, og denne afhænger af, at den ikke er åben for rimelig kritik. Det lyder måske lidt indviklet, men lad mig prøve at opsummere Habermas’ princip på følgende måde: en god – etisk godkendt og værdsat – handling er den handling, som fremgår af en diskurs – dialogisk proces – med alle de af handlingen berørte som deltagere i en åben, fornuftsbaseret samtale, som ender i almen, fuldgyldig enighed. Det kvalificerende for handlingens godhed er, at diskursen er herredømmefri (ingen magtspil, ingen fordækte kort, ingen strategiske manøvre), at meningsudveklingen er ligefrem og lige, at alle berørte er inddraget og med, og at beslutningen til slut fremstår enighed, ikke stemmeflerhed, tuskhandel o.lign. Det kvalificerende, som det er svært for udenforstående at angribe, også rent principielt, er, at det kommunikative fællesskab gennem anerkendelse af fornuftige argumenter og andre gode grunde ender med at tale med én stemme: mere kan man ikke forlange, men det er også ganske meget. Det er ikke sådan, folketingsbeslutninger, overenskomstforhandlinger eller foreningsafgørelser forløber, men det har heller ikke noget med etik at gøre – det er praktiske vedtagelser efter demokratiske regler, der ikke skelner mellem den åbne, tillidsfulde tale og den strategiske og løgnagtige. Etik er noget andet, og Habermas leverer med sin diskursetik en model for etiske løsninger, der ikke forfalder til nyttemaksimering (’mere miljø for pengene’), stive regler, sur pligt osv., men arbejder sig ind i det rationelle menneskelige fællesskab for at finde sin klangbund for det gode, det er værd at stræbe efter.

”Ud af selve den kommunikative brug af sproget springer den etiske indsigt. Og hvis man benægter den, så sætter man sig uden for det menneskelige fællesskab.” skrev Jan Lindhardt i Jyllands-Posten. ”Tanken om den etiske diskussion som noget regelstyret og regelunderlagt belyser vore opfattelse af, at spørgsmål om ret og uret er substantielle.” (Niels Fastrup i Information)

CMS med søgemaskineoptimering og ehandel