Peter Thielst
Det gode. Etik & moral
3. reviderede og udvidede udgave
2006
112 sider
Kr. 160,00 i.m.
PTgode
Denne lille bog opstod oprindelig (1995) i et forsøg på at give den megen - og luftige - tale om etik og moral noget reelt at forholde sig til og lade sig afklare af. Det er ikke nok at slynge om sig med kække plusord og tale henført om 'moralens årti', hvis ikke man ved, hvad tale er om - eller blot KUNNE være om. Derfor denne elementære introduktion, hvis 2. udgave udkom i 1997 (og i nogle år derpå indgik i 3-i-én-pb'en 'Det sande, det gode og det skønne'. Nu er den her igen og i egen ret, opdateret både mht. eksempler og nyt fagligt materiale.

Efter en generel indledning om, hvad 'etik' og 'moral' egentlig dækker som begreber og tanketraditioner - og om deres oprindelse og udvikling - følger en praktisk gennemgang af moralfilosofiens hovedpositioner: 1 Regeletik (normlydighed angiver det gode), 2. Sindelagsetik (samvittigheden og motivet er det afgørende), 3. Konsekvensetik (resultatet opmåler det gode) og 4. Dialogisk etik (den åbne, respektfulde enighed afgør sagen). Det handler om 4 basale etiske standarder, som gennem tiden har iklædt sig forskellig filosofisk begrundelse, og det er den, som er i fokus undervejs - ofte suppleret af væsentlige citater af de store tænkere på feltet: fra Jesus' bjergprædiken, over Kants kategoriske imperativ til Habermas' diskursetik - og med afstikkere til danske bidrag fra Kierkegaard og Løgstrup.

Vil man - personligt eller i et solidarisk fællesskab - det GODE LIV, må man kende til vilkårene til den gode handling, der atter relaterer sig til ideer (principper) om retfærdighed og humanisme - fx udmøntet i menneskerettigheder. Bogen søger at rede disse tråde ud på faglig forsvarlig vis uden at fortabe sig i endeløse diskussioner. Dem er du til gengæld bedre rustet til efter endt læsning.
CMS med søgemaskineoptimering og ehandel